MANDAGSKLUBBEN

Aktiviteten er en ny PUK aktivitet, som er startet op februar 2016. Aktiviteten  foregår om mandagen – deraf navnet, ”Mandagsklubben”. Mødetid kl. 15.00 – 17.30

Klubben vil holde til i Politiets Ungdomsklubs lokaler beliggende på Politigården. Lokalerne er indrettet således, at der både er mulighed for samvær og at kunne være ”på egen hånd”.

Der er bordtennis, bordfodbold og airhockey. Der findes TV og Playstation 4, brætspil og ikke mindst køkkenfaciliteter og spiseplads. Der er adgang til lån af fotoudstyr.

Aktiviteten vil typisk blive indledt med lidt hyggeligt fællesskab omkring spisebordet.

Vores mål er at kunne tilbyde brugerne af Mandagsklubben et frirum, hvor de er sammen med andre børn og unge fra voldsramte hjem. Det skal pointeres, at vi som instruktører ikke skal have en hverken behandlende eller rådgivende rolle i forhold til den unges konkrete oplevelse af vold, men at den unge skal tilbydes frirum, tillid og anerkendelse.

Mere konkret har vi planlagt, at brugerne skal vejledes til- eller støttes i et valg i forhold til de muligheder aktiviteten rummer.

Det kan f.eks. være lektiehjælp, foto, tegne, bage, spille, søge ro, gå tur osv osv.

Vi vil også have aktiviteter ud af huset. F.eks. biograftur, udstillinger og lignende.

Vi kan en gang årligt tilbyde en weekendtur til Vig, hvor vi vil bo på Vangegården, der er Politiets Ungdomsklubs koloni. Denne er beliggende i nogle fantastiske rammer med både gode aktivitetsmuligheder og natur.

Det skal understreges, at ingen børn eller unge kan blive brugere af klubben uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver.